Præstens hjørne 2015

Tolvte Søndag efter Trinitatis

Ved højmessen i Øster Jølby Kirke - ved begyndelsen af årets kirkevandring
Salmer: 31 – 402,2-3 --- 290,5-7 – 15 & 320 & 121 – 747

Jesus helbredte den døvstumme ved at røre ved ham og sige et skabende ord:
Først stak han sine fingre i hans ører. Så spyttede Han på sine fingre og rørte ved mandens tunge. Derefter sagde Han et ord, de huskede på Hans eget sprog: Effatha – det betyder: Luk dig op!
Da blev den døvstummes ører straks lukket op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst. Og folk kunne høre, at han nu kunne tale rigtigt, og deraf kunne de vel også forstå, at han nu kunne høre tydeligt.
Jesus rørte ved ham og sagde et skabende ord til ham, og sådan blev hans livsbetingelser helt forandret.
Det var ganske enkelt. Og sådan er kristendommen.
Der er nok mange, der tænker, at kristendom er noget meget svært – en slags lektie, man skal lære. Og hvor man endda skal tvinge sig selv til at godtage ting, som strider mod almindelig sund fornuft.
Der er sandt nok også mange ord i kristendommen:
Bibelen. Trosbekendelsen. Et væld af salmer, bønner og ritualer på alverdens forskellige sprog.
Videnskabelige bøger om kristendommen. Opbyggelige bøger. Bøger til brug i undervisning i den kristne tro.
Der er mange ord i kristendommen, så mange, at ingen kan overskue dem alle sammen – eller bare de fleste af dem.
Men det er ikke alle de ord, det virkelig kommer an på.
Nej: Det vigtigste, det helt afgørende i kristendommen, er, at Jesus Kristus, som er opstået fra de døde og lever, selv rører ved os og taler til os.
Det gør Han, når vi holder barnedåb: Da rører Han ved den, der bliver døbt – ved hjælp af vandet, og da siger Han selv de ord, der gør et menneskebarn til et Guds barn, genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Og Han rører ved os og taler til os, når vi holder altergang: Da rører Han ved os – ved hjælp af brødet og vinen, og da siger Han selv de ord, der både gør brødet og vinen til Hans legeme og blod, og sammen med Hans legeme og blod skænker os Guds tilgivelse for al vor synd og lover os del i Hans egen sejr over al død.
Den opstandne og levende Jesus Kristus rører ved os og taler til os – og sådan forandrer Han alt for os.
Men alt det kan kun ske, fordi Guds Ånd, Helligånden, gør sin gerning iblandt os og i os:
Han gør Dåbens vand og Nadverens brød og vin til redskaber for det, Jesus Kristus kan og vil.
Han gør de ord, vi kan høre, til ord fra Gud til os.
Og Han bærer de ord helt ind i vore hjerter og sind, så de kan røre ved os og skabe nyt i os – inderst inde.
Derfor tør vi nu sige, at vi er Guds kære børn.
Derfor tør vi nu tro, at vi har syndernes forladelse og er arvinger til det evige liv.
Derfor vover vi at holde fast ved, at troen og håbet og kærligheden er kommet til os – og lever i os og kæmper i os for at komme til at præge os og hele vort liv.
Om netop det sagde Apostlen Paulus i denne søndags episteltekst, at det er Gud selv, der gør os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens.
I dagens indledende bøn hed det på samme måde – henvendt til Gud:
Du gav os det hverv at tjene dig (du gav os det – som en gave), og sker det, at vi tjener dig sømmeligt og godt, da er også det en gave fra dig.
Paulus tænker på De Ti Bud: De var indhugget i sten med bogstaver. De ville drive mennesker til det rigtige, men udefra, sådan som love og regler nu engang prøver på at gøre det.
Over for det stiller han det, der sker, når Helligånden gør sin gerning iblandt os og i os: Han rører ved os og skaber nyt i os, inderst inde, så vi indefra får lyst til det rigtige – og knap har brug for bud eller love eller regler.
Helligåndens gerning – eller Åndens tjeneste, som Paulus siger: Den er rig på herlighed, ja, den er langt mere rig på herlighed end noget af det, Det Gamle Testamente fortæller om.
Og det er det, der foregår midt iblandt os, her og nu, denne søndag formiddag her i Øster Jølby Kirke. Det er det, vi er med i. Det er det, vi er tjenere for.
Derfor: Hver gang vi er til gudstjeneste, skulle vi gerne fornemme lidt af det, hyrderne på Betlehems mark oplevede den nat, Jesus blev født: At Herrens herlighed stråler om os.
Så kan vi sige, som folk sagde, da de fortalte om, hvordan Jesus havde helbredt den døvstumme:
Han har gjort alle ting vel.
Ja, sådan kan vi sige, overvældede af forundring over den herlighed, der stråler om os, og over den Åndens tjeneste, der sker midt iblandt os.
Overvældede af forundring over, at den opstandne og levende Jesus Kristus rører ved os og taler til os – og på den måde forandrer alt for os:
Han har gjort alle ting vel.
Eller som det er gengivet i en salmelinje:
Alt, hvad Han gør, er herligt gjort.
Lov og tak og evig ære …

Pinsedag 2015

Salmer: 290 – 289 --- 292 – 287 – 402,4-7

På et af Bibelens første blade, i Første Mosebog, finder vi den mærkelige fortælling om Babelstårnet:
Den foregår i menneskeslægtens barndom, da alle mennesker havde samme sprog. Da slog de sig ned i en dal i det flade land ved floderne Eufrat og Tigris, i det nuværende Irak.
Der brændte de teglsten og satte sig for at bygge en by med et tårn, der skulle nå op til himlen.
Sådan ville de skabe sig et navn, som de sagde, og prøve at undgå at blive spredt ud over hele jorden.
Men Gud steg ned fra Himlen for at se deres by og deres høje tårn. I deres egne øjne var deres by så stor og deres tårn så højt; men set med Guds øjne var begge dele så småt, at Han måtte stige ned fra Himlen for at kunne se det ..!
Alligevel: Den storhed, de planlagde for sig selv, og den enhed, de ville skabe og fastholde – selvom det var noget småtteri, så var det set med Guds øjne noget farligt.
Derfor bragte Gud forvirring i deres sprog, så de ikke forstod hverandre, og Han spredte dem ud over hele jorden, så de måtte opgive at bygge deres by og deres tårn – så de måtte opgive deres overmodige og farlige drømme om jordisk og timelig storhed og enhed.
Den kristne menighed har altid set en sammenhæng mellem fortællingen om Babelstårnet og begivenhederne den første store pinsedag.
Det begynder i det med sprogene:
På pinsedagen talte apostlene på andre sprog end deres eget, så folk fra alle folkeslag under himlen, kunne forstå dem.
På den måde overvandt Gud selv den forvirring i menneskers sprog, som Han havde bragt på Babelstårnets tid.
Men der er mere at nævne:
Babelstårnet skulle nå op til himlen. Ved hjælp af dette tårn ville mennesker storme Himlen, bringe sig selv op til Gud.
Pinsen forkynder det glædelige budskab ind i verden, at Gud selv er steget ned fra Himlen, at Han er kommet til os mennesker her, hvor vi er – nemlig da Hans Søn, Jesus Kristus, kom til verden.
Vi behøver slet ikke at prøve på at storme Himlen for at komme i kontakt med Gud. Vi skal slet ikke bruge tid eller kræfter på bringe os selv op til Gud. Nej, Gud er kommet ned til os med et budskab om fred: Fred fra Gud, fred med Gud.
Det er det budskab, der siden den første pinse bliver forkyndt på alle folks tungemål, også på dansk.
Men omkring Babelstårnet ville menneskene også bygge en by, så de kunne undgå at blive spredt ud over hele jorden. De ville være ét, ét folk, ét samfund. Men set med Guds øjne var det ikke godt, og Gud spredte dem ud over hele jorden.
Pinsen afslører, hvordan Gud skaber enhed blandt alle mennesker og alle folk – uden at ophæve forskellene:
Han lader det samme budskab lyde til alle, til hver enkelt på vedkommendes eget sprog:
At Han har sendt sin enbårne Søn som frelser for alle.
At Han kalder alle til at komme til Ham og tro på Ham.
Det skaber enhed blandt mennesker, ikke en menneskeskabt enhed, men en enhed i tro og håb, en enhed, ikke i menneskelig magt og storhed, men af Guds kærlighed.
De, der ville bygge Babelstårnet og byen omkring det – de ville derved skabe sig et navn, som de sagde.
Men siden den første store pinsedag råbes det nu ud over hele jorden, at der er et navn, der er over alle navne, og det er ikke et navn, som noget menneske har skabt sig, men navnet Jesus – det navn, Guds Søn fik, da Han ydmygede sig og tog et menneskes skikkelse på.
Men i det navn skal hvert knæ bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge skal bekende til Guds ære, at Han, som fik det navn, er Herre og vor og hele verdens eneste frelser.
Og det budskab, der forkyndes blandt mennesker siden den første pinse, det siger også, at Han, som fik det navn og bærer det i evighed – Han kender os, Han kalder os ved navn, vi er Hans, og ingen skal rive os ud af Hans gode hånd.
Guds egen kære Søn kalder os ved navn: Hvorfor skulle vi da prøve at skabe os et navn – det ville blot være udtryk for en selvophøjelse og et overmod, som ville stå for fald.
Det, vi her har sagt, kan hjælpe os med at forstå, hvad den kristne kirke er for en størrelse.
(Vi siger jo, at Pinse er Kirkens fødselsdag; så må vi også i dag kunne sige et par ord om fødselsdagsbarnet.)
Kirken på jorden, Guds menighed midt iblandt os, er Guds eget tegn på, at Han er kommet til os her, hvor vi er.
Kirken er ikke bygget af mennesker, for at den skal nå op til himlen; nej, Kirken bygges af Helligånden, for at Himlen i den skal røre ved jorden, for at evigheden i den skal bryde ind i tiden, for at Gud i den skal være hos sine mennesker.
I Kirken, i den kristne menighed, kalder Helligånden mennesker sammen, kalder os til tro og håb – ikke bare på tværs af de forskellige sprog, vi taler, men på tværs af alt, hvad der deler os, på tværs af, hvem vi ellers er. Her bliver vi alle søstre og brødre.
Derfor bekender vi også, at vi tror på én kirke: Én, hellig, almindelig og apostolisk kirke.
Og Kirkens skat, til alle tider og på alle steder, er Ham, der fik navnet Jesus. Kirkens rigdom er alt det, Gud skænker os i det navn, og den rigdom får vi del i, når vor Herre Jesus Kristus kalder os ved navn og siger til os, at vi er Hans.
Sådan har vi nu vandret fra den gamle fortælling om Babelstårnet til begivenhederne den første store pinsedag – og atter derfra til den virkelighed, der er vores i den kristne kirke og menighed, også her i denne kirke i dag.
Og vi ser, at Gud selv har givet os mangfoldige gode grunde til at være taknemmelige, til at være glade, til at holde fest.
Så har vi da også mangfoldige gode grunde til at ønske hverandre en glædelig pinse – i dag og i hele denne uge!
Lov og tak og evig ære … Glædelig Pinse!