Præstens hjørne 2014

Anden Juledag: Sankt Stefans Dag 2014

Salmer: 128,1-2 – 116 --- 122 – 123,7-9 – 118

Den hellige Stefan blev den første kristne martyr, men ikke den sidste, desværre.
Det er det, der er det uhyggelige Anden Juledag.
Hvis Stefan havde været både den første og den sidste, der døde for den kristne tros skyld, så kunne vi have fejret mindet om ham i dag – og samtidig have glædet os over, at den kristne tro havde bredt sig blandt mennesker, stort set uden at bringe andet end fred og glæde med sig.
Men Stefan blev ikke den sidste martyr: Han blev den første af uendeligt mange.
Også i vores tid er der kristne, der bliver forfulgt, alene for deres kristne tros og bekendelses skyld.
De vil bare gerne kunne leve som kristne, kunne mødes med andre kristne til gudstjeneste, kunne eje en bibel og kunne læse i den, kunne bede i deres egne hjem, kunne opdrage deres børn i den kristelige børnelærdom.
Det er mennesker, vi hører sammen med, fordi både de og vi er kristne. De bor godt nok i Nord-Korea, i Mellem-Østen, i Afrika, Indien, Kina – og andre steder langt væk.
Men de og vi hører sammen, vi deler troen på, at Jesus er Kristus, den levende Guds Søn.
Vi er døbt med den samme dåb, vi beder til den samme Gud – og tiltaler Ham med ordet Far. For vi tror, at denne Gud har vist os så stor en kærlighed, at vi må kaldes Hans børn – og at vi er det!
Derfor kan vi ret beset heller ikke tillade os at holde Jul – uden at tænke på dem og på de vilkår, de må leve under.
Hvis ikke vi ville huske dem i disse dage, ville det være som at glemme de medlemmer af vore egne familier, der trænger allermest til lidt kærlig opmærksomhed.

Den internationale bevægelse Åbne Døre søger på forskellige måder at hjælpe de forfulgte kristne ud over jorden.
På bevægelsens danske hjemmeside kan man læse om forfølgelse af kristne i vor tid:
”Gennem de sidste hundrede år er flere kristne blevet forfulgt og har mistet livet end gennem resten af kristendommens historie.
I de sidste fem år er titusinder af kristne blevet myrdet. 200 millioner kristne bliver diskrimineret, af dem er 100 millioner udsat for grove forfølgelser. I 60 lande er forfølgelse en uhyggelig del af hverdagen for de kristne.
Massakrer, mord, tortur, voldtægter, skamferinger, familieadskillelser, chikane, fængslinger, slaveri og mange former for diskrimination er en del af livet for kristne mange steder i verden.
I mange lande er kirken under så stærkt et pres fra myndigheder og regeringer, at den er i fare for at blive udryddet. Halvdelen af jordens befolkning bor i lande, hvor evangeliet ikke frit kan forkyndes, og hvor kirken ofte er forfulgt.”
Søndag efter søndag beder vi i kirkebønnen:
”Styrk dem, der forfølges for dit navns skyld.”
Det er på én gang det vigtigste, vi kan gøre for dem af vore medkristne, der bliver forfulgt – og det mindste, vi kan gøre.
Vi har også andre muligheder for at støtte de forfulgte kristne – hver enkelt må gøre det, der ligger mest lige for:
Bakke de bevægelser op, der arbejder blandt de forfulgte. Bidrage til, at der er offentlig opmærksomhed omkring forfølgelsen af kristne. Udnytte politiske kontakter til at få det officielle Danmark og det officielle EU til at gribe ind over for stater, der tillader og måske endda tilskynder til forfølgelse af kristne.
Men hvis vi gør noget af den slags, må det ikke få os til at glemme at bede for dem, der bliver forfulgt for deres kristne tros skyld – bede om, at Gud selv vil styrke dem, vejlede dem, opmuntre dem. Det er det mindste, vi kan gøre for dem – og det vigtigste.
Men vi må også bede for dem, der forfølger de kristne, og for de myndigheder, der tillader eller ligefrem støtter, at kristne bliver forfulgt. Vi må bede om, at sandhed og ret må råde blandt alle mennesker med frihed og fred i følge.
Bønnen for al lovlig øvrighed i vort land og i alle lande er en vigtig bøn – også i denne sammenhæng.

Den hellige Stefan blev den første kristne martyr. Men før han blev stenet til døde, fik han lov at se himlen åben og fik lov at se den opstandne og levende Jesus Kristus stå ved Guds højre side.
Som kristne har vi en herre, som ikke bare blev menneske, for at vi ved Ham skulle blive Guds kære børn på ny, men som også er opstået fra de døde og er for os hos Gud.
Og siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd opfylder Han hele tiden sit løfte om, at Han vil være med alle sine alle dage indtil verdens ende.
Den kristne tro bringer fred og glæde med sig – som vi kender det fra juleevangeliet: Jeg forkynder jer en stor glæde – og fred til mennesker med Guds velbehag.
Men vi må være forberedt på, at vi her på jorden kun kender den store glæde sammen med bekymringer og sorg – og kun kender Guds fred i vort indre menneske, mens den ydre verden er præget af uro og strid.
Så gælder det da om, at vi her på jorden holder os til vor Herre Jesus Kristus, til Ham, som kom til os, da det første gang blev Jul, og som har lovet at blive hos os – i sit ord og ved sin ånd, i sin menighed, ved døbefont og nadverbord.
Han er hos os. Vi er ikke overladt til os selv.
Hans hus midt iblandt os er ikke øde eller tomt.
Tværtimod: Her i Hans hus, her i kirken, ved gudstjenesten, er himlen åben over os, og Herrens herlighed stråler om os – og på tværs af alt, hvad denne tilværelse ellers byder os på, lyder de ord:
Frygt ikke! Jeg forkynder jer en stor glæde. Fred til mennesker med Guds velbehag!
Her i sit hus deler Han sit liv og sin kraft med os, her styrker Han os, styrker troen og håber i vore hjerter – og kærligheden, i hver enkelt af os og mellem os indbyrdes.
Og når Han så sender os ud i verden, lover Han at gå med os, at vejlede os, at støtte os, ja, at bære os, hvis det bliver nødvendigt.
Amen.

Julenat 2014

Salmer: 94 – 104 --- 402,2-3 – 99 – 120

Julenat, da vor Herre, blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Sådan synger vi, når vi byder det nye kirkeår velkommen, Første Søndag i Advent.
Nu er vi så samlet, midt i en af årets længste og mørkeste nætter, i en festligt oplyst kirke.
Vi ser de tændte lys, ikke mindst på alteret og på kirkens juletræer.
Lyset er måske det stærkeste tegn, når vi skal prøve at forstå, hvad julen betyder – hvad Jesu Kristi fødsel betyder.
Hos os falder julen sammen med vintersolhverv: Fra nu af bliver dagene igen længere og lysere.
Lyset sejrer over mørket.
Det peger på, hvad Jesus Kristus betyder for os mennesker:
Lyset og det gode sejrer over mørket og det onde.
Kærligheden overvinder hadet.
Livet vinder sejr over døden.
Julens budskab er budskabet om Guds kærligheds endelige sejr over synd og død.
Vor Herre Jesus Kristus bruger selv billedet af lyset, når Han vil fortælle, hvem Han er:
Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.
Han er lys, og det lys slukkes ikke, det brænder aldrig ud.
Han er lys, og det lys skænker os kraft til at vandre på sandhedens vej, til at færdes ret, til at gå frem i kærlighed til Gud og til mennesker.
Sjunge hver, som sjunge kan:
Nu tændtes lys i skyggers land.
Lad os åbne vore hjerter og sind for dette lys.
Og måtte dette lys så skinne for os – og vinde sejr over alt mørke i os, iblandt os og omkring os.
Derfor beder vi, som vi sang:
Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,
hold selv i os din julefest.
Ja, kom Herre Jesus,
vær lys i vort mørke, liv i vor død.

Juleaften 2014

Salmer: 94 – 104 --- 110 – 120

For et par uger siden kom jeg til at se det meste af et program i TV Midt Vest, hvor en kendt dansker fortalte om, hvordan hun holdt jul som barn, og hvordan hun holder jul som voksen. Et underholdende program, en tiltalende person.
Et stykke hen i programmet fortalte hun, at det er vigtigt for hende at komme i kirke Juleaften – og vigtigt for hende, at hun får fortalt sine børn, at julen egentlig er Jesu fødselsdag.
Og så fortsatte hun, nogenlunde ordret gengivet:
”Det er jo på grund af Jesu fødselsdag, vi holder Jul. Fordi der har været sådan en fantastisk person, der har vandret rundt på vores jord. Det skal vi mindes, fordi vi er kristne mennesker.
Det kristne budskab betyder rigtig meget. Der er jo De Ti Bud. Jeg synes, man skal prøve at tage dem alvorligt og prø-ve at leve efter dem. Det, julen minder en om, det er næstekærligheden – at vi skal tage hinanden ind, vi skal være søde ved hinanden og tænke på hinanden, tænke på vores næste.”
Det meste af det kan man jo kun være enig i.
Men det er nok lidt snævert at tale om det kristne budskab og så nævne De Ti Bud som det første.
Og det er nok lidt snævert at sige, at julen minder os om næstekærligheden – hvis det er det eneste, der bliver sagt om julen.
Det vender vi tilbage til.
Men ellers kan man jo kun være enig:
Jesus var en fantastisk person, og som kristne mennesker skal vi mindes Ham og Hans fødsel.
Og vi skal prøve at tage De Ti Bud alvorligt – og buddet om, at du skal elske din næste som dig selv, at vi skal tage hinanden ind, være søde ved hinanden, tænke på hinanden, tænke på vores næste.
Alt det er alle vel nogenlunde enige om. I hvert fald, så længe vi kan nøjes med at sidde og snakke om det.
Det bliver ofte anderledes, når det skal være mere end snak. Og det véd vi jo godt.
Noget af det mest uhyggelige i Bibelen er, at den fjerde historie i hele den tykke bog, handler om to brødre – og kun om dem, Kain og Abel. Og så slog den ene den anden ihjel – vist nok, fordi han var misundelig på sin bror.
Den historie er også vores historie – selv om det heldigvis sjældent går så galt, som det gik for dem. Men det kan være galt nok, at vi slår skår i glæden for hinanden, at vi ødelægger lykken for hinanden, at vi tager livsmodet og frimodigheden fra hinanden.
Apostlen Paulus kendte det også. Han skriver et sted de dystre ord: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
Igen: Vi er alle sammen enige om, at vi skal gøre det gode – det er rigtigt at gøre det gode. Og vi er enige om, at man ikke skal gøre det onde – det er forkert.
Men mennesker gør hinanden ondt. Lyver for hinanden. Svigter hinanden. Støder hinanden væk. Ødelægger tilværelsen for hinanden. Gemmer sig i selvoptagethed og i ligegyldighed over for andre.
En gang imellem bliver vi ramt, når andre glemmer det, vi ellers er enige om – det med at elske.
Men det sker vel også, at vi må erkende, at vi selv svigtede, svigtede kærligheden, svigtede dem, vi mindst af alt burde svigte.
Og så kan vi med et stik i hjertet give Paulus ret: Det gode, som jeg ville, og som er det eneste rigtige, det gjorde jeg ikke, det fik jeg ikke gjort; men det onde, som jeg ikke ville, og som er indlysende forkert, det gjorde jeg – med fuld bevidsthed, eller måske bare fordi jeg er en klods.
Når vi kan se det, så er vi dér, hvor vi kan glæde os over, at det kristne budskab ikke først og fremmest er De Ti Bud, og over, at julen ikke først og fremmest skal minde os om at huske næstekærligheden.
Ja, så er vi der, hvor vi kan glæde os over, at det kristne budskab er et budskab om tilgivelse for det, der ikke blev, som det kunne og burde være blevet, og over, at julen fortæller, at der er født en frelser for os, der ellers måtte sidde tilbage med dårlig samvittighed og måske samtidig med et knust hjerte.
Det kristne budskab og julens budskab går i ét, når vi hører englens ord til hyrderne – og dermed til os: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren. Fred til mennesker, med Guds velbehag!
Frygt ikke. En stor glæde. En frelser. Kristus. Herren.
Der var en from præst, der døde 73 år gammel i år 420. Han hed Hieronymus. De sidste mange år af sit liv boede han i Betlehem, og han gik jævnligt hen i den kirke, der er bygget over det sted, hvor Jesus blev født.
Engang, da han knælede der i tilbedelse og bøn, oplevede han det, som om han så Jesus i krybben og talte med ham:
Hieronymus spurgte, om ikke han måtte give Jesus en gave som tak for alt det, Han havde gjort for mennesker. Men Jesus svarede, at Han ikke ønskede noget.
Så tilbød Hieronymus, at Jesus måtte få alle hans penge. Det afviste Jesus: Himmel og jord tilhører mig. Jeg trænger ikke til penge. Giv dem til de fattige!
Men Hieronymus ville så gerne have lov at give Jesus noget. Og til sidst sagde Jesus: Så giv mig dine synder, din dårlige samvittighed, al din ulykke. Så vil jeg bære alt det for dig – og befri dig for det.
Da blev Hieronymus dybt rørt og begyndte at græde og sagde til Jesus: Jeg troede, du ville have noget godt af mig – og så vil du have det onde hos mig. Tag det, der er mit, og giv mig det, der er dit!
Se, det er en byttehandel ud over det sædvanlige:
Vi skal give Jesus alt det, der er ondt, og alt, det gør ondt, alt det, der tynger os og knuger os, vores dårlige samvittighed, alle vore bekymringer, al vor sorg og fortvivlelse, ja, vi skal overlade Ham vores død.
Så vil Han give os alt godt, tilgivelse, en fri samvittighed, en ny frimodighed, livsmod, fred i sindet, glæde i hjertet, ja, så vil Han give os det liv, der har sejret over døden, det evige liv.
Den byttehandel skal vi synge om lige om lidt – i salmen Nu vil vi sjunge og være glad. Den er nok ikke så kendt; men den er en af vore ældste julesalmer, skrevet på tysk i 1554 og oversat til dansk i 1578. Den blev først udgivet som en julesalme for børn.
Den fortæller om Jesus, at Han steg ned fra sin trone i Himlen og blev et barn på jorden: Han ville være en tjener for os, Han ville være vores frelser.
Og så kommer det: Med os Han bytter så underlig, Guds Søn, vor broder fin, vort kød og blod Han tager på sig / og skænker os guddom sin.
Han tager vores kød og blod på sig: Det betyder både, at Han bliver et menneske som os, og at Han tager alt det på sig, som det er bedst for os at komme af med, alt det, vi nævnte før, al vor synd og al vor ulykke, vor død.
Og Han skænker os guddom sin: Det betyder både, at Han giver os lov til at være Guds børn, ligesom Han selv var Guds Søn, og at Han skænker os alt det gode, vi nævnte før, tilgivelse, fred, glæde, det evige liv.
En svend Han bliver og herre jeg, som før var fattig træl, Hans kærligheds dyb udgrundes ej / og ikke Hans rigdoms væld.
Det er det, der er det virkelig vigtige, når vi taler om det kristne budskab. Det er det, julen frem for alt andet minder os om. Derfor kan vi også bede, som vi gjorde det i begyndelsen af denne gudstjeneste:
Er vi end her på jorden fattige og forladte, lad os da trø-ste og glæde os ved, at vi har din kære Søn, Kristus, som for vor skyld er blevet menneske for at hjælpe os mod døden og alt ondt og gøre os salige i evighed!
Ja, måtte det være vor trøst og vor glæde – i denne jul og hver eneste dag! Glædelig Jul!

Høstgudstjeneste 2014 Øster Jølby Kirke

Salmer: 2 – 730 --- 11 – 729 – 728

Jeg véd godt, at høst ikke foregår, som Jeppe Aakjær skildrede det for 100 år siden; men jeg har ikke kunnet finde nyere digte om høst, der kunne stå sig med Aakjærs.
Så endnu en gang vender vi tilbage til hans velkendte digt ”Naar Rugen skal ind” fra 1906.
Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind,
hvordan i barndomstiden / den kære rug kom ind.
Aakjær skildrer det som næsten en gudstjeneste:
Se, far han lægger vesten / og ser så indadvendt:
En skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber,
før avlen bringes ind.
Så går det løs: Både mor og far er i gang, børnene er på færde, dagen går og aftenen med, ”snart skinner månen fuld og rund”; men så kommer rugen også ind, og …
Mor standser træt og titter ind; far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind.
Og så, mens natten falder på, …
Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn. ---
Aakjærs digt leder os lige ind i hjertet af høstgudstjenesten: En skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber – og så slutter far i Jesu navn.
Det er netop dér, vi er i aften.
Og så tænker vi ikke blot på årets høst, men på alt det, vi kalder det daglige brød – i bredeste forstand.
Hvad det er, taler Martin Luther taler om i sin lille katekismus, når han svarer på det spørgsmål: Hvad forstås ved dagligt brød?
Han svarer:
Alt, hvad der er brug for til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, god og retsindig øvrighed, god regering, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan.
Vi skal lægge mærke til, at Luther siger ”for eksempel”: Det er ikke sikkert, at vi alle sammen får alt det, han nævner. Til gengæld får vi måske noget, han ikke har nævnt – derfor slutter han med ordene ”og alt, hvad her nævnes kan”.
Der er nok at tænke på – med en skælven i et ydmygt sind, med en bøn til altets skaber, i Jesu navn.
Høstgudstjenesten giver os lejlighed til alt det – og minder os om, at vi skylder Gud tak for alt det. ---
Det lille evangeliestykke, vi lyttede til for lidt siden, lægger os det på sinde:
Da Jesus red ind i Jerusalem, begyndte alle Hans disciple at prise Gud, glade og med høj røst. Det tog nogle af farisæerne anstød af; men Jesus sagde: Hvis de tier, vil stenene råbe.
Der er en tak, der SKAL bringes til udtryk. ---
I vores familie sætter vi stor pris på Laura-bøgerne, om en piges barndom og ungdom i en nybygger-familie i Amerika i 1870’erne og 80’erne – om hele familiens kamp for at klare sig.
En af bøgerne hedder ”Den lange Vinter”.
Da bor Laura og hendes familie i en lille nybyggerby på prærien i Syd-Dakota. Byen er skudt op ved den nyanlagte jernbane, og man har indstillet sig på, at de få indbyggere skal modtage fødevarer og brændsel med toget i vinterens løb.
Men vinteren bliver den strengeste i mange år, og togdriften bliver ind-stillet fra oktober til maj.
Lauras familie kryber sammen om komfuret i køkkenet, fyrer med hø, lever af kartofler, brød og tynd the. Kartoflerne slipper op, og kun fordi et par dristige unge mænd sætter livet på spil, får man fat i en ny forsyning af hvede, selvfølgelig til voldsom overpris. Men familien sulter og fryser og har det skidt i de mange dage med snestorm og konstant tusmørke.
I april slog vejret endelig om; men først i begyndelsen af maj blev alle jernbane-gennemskæringerne gravet fri for sammenføget sne og jord, så toget kunne komme frem.
Med toget fik Lauras familie en julepakke, pakket i en tønde, sendt fra menigheden der, hvor familien havde boet før. I tønden var der bl.a. en kalkun, selvfølgelig stivfrossen, den havde jo ligget i tønden, i en godsvogn, som havde stået stille et sted på banen vinteren igennem.
Der var også almindelige fødevarer med toget, så nu kunne familien fejre Jul – i maj.
Efter sultekosten af kun brød og the i de sidste vintermåneder bliver der så dækket op til fest med mange lækkerier og med den stegte kalkun som højdepunkt.
Man sætter sig til bords i den dejlige varme majdag, Lauras mor så hen på Lauras far, og alle bøjede hovedet, fortæller Laura og fortsætter:
”Kære Gud, vi takker dig for al din gavmildhed.”
Andet sagde Far ikke; men det syntes at udtrykke alt. ---
I den lange vinter havde de lært noget om, hvad liv og dagligt brød er, og de er ikke sure eller fornærmede på tilværelsen, men taknemmelige og glade, og så takkede de Gud for al Hans gavmildhed.
Der var en tak, der SKULLE bringes til udtryk. Og den blev bragt til ud-tryk – med få ord, der dog syntes at udtrykke alt.
Eller med Aakjærs ord: En skælven i et ydmygt sind, en bøn til altets skaber, før avlen bringes ind. Og: Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile / med høsten i sin favn.
Vi skylder da langt mere at takke Gud – for alt, hvad Han har givet, for hvad Han vokse lod i vang, for Ordet og for livet, for alle gode gaver, der kommer oven ned, for al Hans kærlighed.
Lov og tak og evig ære ---

Tiende Søndag efter Trinitatis 2014

Solbjerg Kirke – ved begyndelsen af årets kirkevandring
Salmer: 405 – 418,1-2 --- 52 – 192 – 121

Som mennesker er vi altid undervejs. Ikke kun når vi bevæger os til fods eller kører, sejler eller flyver, men altid. Som talemåden også siger: Tiden går, og vi går med.
Hvert eneste menneske er hele tiden på vej – fra vugge til grav, fra fød-sel til død. I det stykke deler vi som kristne skæbne med alle andre.
Men netop som kristne kan vi sige noget mere: Vi er hele tiden på vej fra dåben til opstandelsen fra de døde – og dermed på vej fra jorden til Himlen.
Som vi synger med Ingemanns kendte linjer: Gennem de favre / riger på jorden / går vi til Paradis med sang.
Tiden går. Men tiden går ikke i en uforanderlig strøm. Tværtimod – som sproget viser det: Vi taler jo om skiftende tider.
Historien vidner om skiftende tider. I vort eget liv oplever vi skiftende tider. Et år deler vi i fire årstider: Forår og sommer, efterår og vinter. Et døgn er nat og dag, morgen og aften.
Også Kirkens gudstjenester sætter deres afvekslende præg på de tider, vi lever i – fra Jul til Påske, fra Kristi Himmelfart til Pinse, fra høst til Alle Helgen og Advent.
Men Kirkens gudstjeneste sætter frem for alt sit præg på den første dag i hver eneste uge: Søndag er vor Herres dag … Guds-lyset og Guds-livet / Herren os på den har givet.
Og at søndag som vor Herres dag er den første dag i ugen, det sætter sit præg på alle de andre dage – og slår det fast, at vor tid er en nådens tid: Nådens tid er ej forbi.
Det, de oplevede i de år, Grundtvig kaldte en ”glædens fest”, det sker endnu: Jesus Kristus er hos os – i sit ord, i sin kirke, ved døbefont og nadver-bord.
Vi får lov at høre ord, vi aldrig kunne sige os selv. Hjertets øjne får lov at se Guds herlighed. Det himmelske rører ved det jordiske, evigheden bryder ind i vore skiftende tider.
Jesus bruger billedet af børnene, der vil lege. Men de ene vil ikke lege det, de andre vil – og omvendt. Sådan har Hans samtids mennesker forholdt sig, først da Johannes Døber kom, og siden da Han selv kom. De ville ikke lege med.
Mon ikke det overrasker de fleste af os, at Jesus taler om at lege? Først Johannes Døber og siden Han selv har ønsket og ønsker at få mennesker til at lege med.
Lad os tænke lidt over, hvad det er at lege.
Leg hører sammen med frihed. Leg er noget frit. Det kan ikke være en opgave at lege.
Det lyder forkert, hvis vi forestiller os en mor, der siger til sine børn, at nu skal de altså lege. Hvis de skal, er det jo ikke leg, men opgave.
Derimod lyder det rigtigt, hvis vi forestiller os, at hun siger til dem, at når de har gjort noget, hun har bedt dem om, så må de lege. Når opgaven er afsluttet, har børnene deres frihed til at lege.
At være hos vor Herre Jesus Kristus – det er at være fri for opgaver, fri til at lege. Det passer godt sammen med, at vi ikke er Guds slaver, mens Hans kære børn.
Det er søndagen også et tydeligt tegn på: Det er en dag, hvor vi har fri – hvor vi er fri til at lege. Så har vi lov at lade hverdagens mange opgaver vente.
Ja, om søndagen har vi endda lov at bruge tiden på at gå i kirke – noget så unyttigt, set med deres øjne, der vil sætte tal og værdi på alting. Ikke spor mere nyttigt end børnenes leg.
Men jeg vil gerne sige en ting mere om det at lege. Når børn leger, kan det, der ellers er umuligt, ske.
Så kan fire søskende pludselig være mor og far og børn. Så kan jævne folks børn være konger og dronninger, prinser og prinsesser. Så kan rummet under et spisestuebord være et slot – og en stol kan være en flyvemaskine.
Og i hvert fald i gamle dage kunne en sten med et hul i være en ko, og når der blev sat et stykke snor i hullet, kunne koen trækkes ud på græs.
Sådan er det også at være hos vor Herre Jesus Kristus. Så kan det, der ellers er umuligt, ske. Så kan vi være Guds kære børn – som allerede nævnt.
Og så kan vi – som det hedder i julesalmen – gå til kirke på stjernetæpper lyseblå. Så kan vi bade os i livets flod og spise af livets træ – som det hedder i en anden salme.
Se: Alt det får vi lov til – mens vi er undervejs. Ja, vi er midt i det netop nu – denne søndag morgen, her i Solbjerg Kirke.
Men der var dem, der ikke ville lege med. Mennesker fra de byer, hvor Jesus havde gjort de fleste af sine mægtige gerninger – og hvor Han havde talt de fleste af sine nådefulde ord.
Korazin. Betsajda. Kapernaum. På dommens dag skal det ikke gå nænsomt til med de byer og deres indbyggere.
Det er altså livet om at gøre, om vi vil lege med, når vor Herre Jesus Kristus vil lege med os. Det er livet om at gøre, om vi vil være hos Ham – lytte til Hans ord og nyde godt af Hans gaver.
Det er livet om at gøre. Derfor hørte vi også de strenge ord i dagens epistel-tekst: Se til, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud. For vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.
Om en lille halv time er denne søndags pause her i Guds hus forbi. Vi har prøvet at lege med. Vi har mærket den frihed, der hører sammen med al
leg og med hver eneste søndag. Vi har oplevet, at det, der ellers er umuligt, er sket.
Alt det har endnu en gang fået lov at sætte sit præg på os. Det har løftet vort blik og lettet vort hjerte. Det har styrket vor lyst til at komme videre – for det skal vi.
Vi er undervejs, og vi skal videre. Men vi har hørt toner fra Himlen, og de forstummer aldrig, hverken i vore hjerter og sind eller i de sange, vi synger – sjælens glade pilgrimssang:
Englene sang den / først for markens hyrder; skønt fra sjæl til sjæl det lød: Fred over jorden! Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!
Lov og tak og evig ære …

Sjette Søndag efter Trinitatis 2014

Salmer: 741 – 60 --- 460,1-3 – 320 – 726

I denne søndags hellige tekster handler det om, hvordan et menneske kan få evigt liv.
Eller som det også hedder – med lignende udtryk: Hvordan et menneske kan gå ind til livet. Kan være fuldkommen. Kan have en skat i Himlene. Kan komme ind i Himmeriget, ind i Guds rige. Hvordan et menneske kan blive frelst.
Den rige unge mand, der kommer til Jesus, er optaget af, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Han kan ikke forestille sig andet, end at han må skulle gøre et eller andet for at få evigt liv. Det kommer vel ikke af sig selv?
Men da han er gået igen, og Jesus taler med sine disciple om, hvordan mennesker kan komme ind i Guds rige, siger Han noget, der peger i stik modsat retning af det, den rige unge mand tænkte i: ”For mennesker er det umuligt; men for Gud er alting muligt.”
Den rige unge mand forestillede sig, at det måtte dreje sig om at samle point hos Gud – indtil man havde point nok til at kunne belønnes med evigt liv. Sådan var han ikke ene om at tænke. Sådan tænkte mange af dem, vi hører om i beretningerne om Jesus: De skriftkloge, de lovkyndige, farisæerne.
Og sådan har mennesker tænkt, gennem alle tider og ud over hele jorden, og sådan tænker mennesker den dag i dag: Man må da selv skulle gøre et eller andet for at få evigt liv. Eller som man siger: Man skal yde, før man kan nyde.
Kun Jesus Kristus har sagt noget helt anderledes. Selve det spørgsmål: Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? – det har Han fejet til side: For mennesker er det umuligt at gøre det, der skal til. Det kan simpelthen ikke lykkes, hvor meget vi end anstrenger os.
Men så føjer Han heldigvis til: For Gud er alting muligt. For Gud er det også muligt at give et menneske evigt liv – som en fri gave. Som Jesus siger til sine disciple et andet sted: Frygt ikke, jeres Fader har besluttet at give jer Riget.
Tilsvarende hed det, da Jesu fødsel blev bekendtgjort: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser, Kristus, Herren.
Den rige unge mand ser Gud som en Gud, der fører regnskab, tæller, hvor mange points hver enkelt har samlet.
Sådan ser muslimerne også Gud. Jeg vil gerne trække dem frem som eksempel, for vi er jo kommet til at høre meget om dem i de senere årtier. Gud – Allah, som de siger – møder mennesker med en lang række krav, der berører næsten alle tilværelsens områder. For et menneske gælder det hele tiden om at opfylde Guds krav – og så at sige samle points.
Men hvis et menneske er sådan stillet, har det jo aldrig et roligt øjeblik. Hver enkelt må hele tiden spørge sig selv: Har jeg gjort nok? Har jeg fået samlet de points, jeg havde mulighed for? Og hvordan vil det gå med resten af mit liv: Vil jeg få samlet de points, jeg får mulighed for? Og vil Gud godkende mit regnskab, når jeg dør?
Jesus skildrer Gud som en kærlig Far, ja, Han lærer os at sige Far til Gud – som vi gør i bønnen Fadervor. Han skildrer Gud som den, der giver mennesker evigt liv – som en fri gave. Han skildrer Gud som den, der bringer glæde ind i menneskers liv, som den, vi kan finde fred og tryghed hos.
Den Gud, Jesus viser os, er ikke en, der tæller points for at holde øje med, om vi hver især har regnskabet i orden, om vi er retfærdige. Tværtimod – som vi har hørt det i dag med ord af Apostlen Paulus:
Ufortjent gøres mennesker retfærdige af Guds nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Gud gør os retfærdige. Gud regner os for retfærdige. Som en følge af det, vor Herre Jesus Kristus har gjort for os – som Paulus skriver: Ham gjorde Gud ved Hans blod til et sonoffer.
Alt det, vi her har sagt om Gud – det bliver så tydeligt, hver gang vi bærer et lille barn til Den Hellige Dåb. Det lille barn kan jo ikke have samlet et eneste point til noget som helst regnskab; men Gud tager imod det og tager det ind i sit rige, Han genføder det ved vand og Helligånden og gør det til sit barn, Han skænker det syndernes forladelse og det evige liv.
Så skal vi ikke bruge vores liv til at gøre os fortjent til det, Gud allerede har skænket os.
Men vor Herre Jesus Kristus står der dog og siger: Hold budene. De 10 Bud – og det dobbelte bud: Du skal elske Herren, din Gud, og du skal elske din næste som dig selv. Det skal vi gøre, fordi det er til gavn og til glæde for os selv og for andre, når vi gør det. Fordi det er godt for det menneskeliv, vi skal leve med hverandre.
Han siger også: Gå hen og sælg, hvad I ejer, og giv det til de fattige. Og kom så og følg mig. Almindeligvis har man ikke forstået det som et udtryk for, at Jesu disciple ikke må eje noget som helst, men hørt det som et forbud mod, at vi sætter det, vi ejer, i Guds sted. Derfor er det vigtigste også de sidste ord: Kom så og følg mig.
Vi kan komme til Ham, fordi Han ikke bare én gang for alle er kommet til os, men også hele tiden kommer til os i sin kirke og menighed, taler til os, lytter til os, når vi synger og beder, deler alt godt med os ved barnedåb og altergang.
Og vi kan følge Ham – ved at lære af Ham, ved at lade os forme af Ham, af Hans ord og Hans Ånd, ved at lade os præge af Hans kærlighed og ydmyghed, ved at have det sind over for hverandre, som Han har over for alle.
Og så igen: Vi skal ikke komme til Jesus og følge Ham for derved at samle points til et eller andet regnskab mellem Gud og os. Nej, vi skal komme til Jesus og følge Ham i tillid til, at Han bringer alt godt ind i vores tilværelse: Lys og liv. Fred og glæde. Trøst og håb. Livsmod og frimodighed.
Tillad mig at slutte med ord, jeg har nævnt før – fra den prædiken, Pave Benedikt XVI holdt den dag, han officielt blev indsat i embedet som pave. De ord kan jeg aldrig blive træt af:
”Den, der lader Kristus komme ind i sit liv, mister intet, intet, slet intet, af alt det, der gør livet frit og skønt og stort.” Og et par sætninger længere henne: ”Hav ingen angst for Kristus. Han tager intet, og Han giver alt.”
Lov og tak og evig ære …